Inklusion og Historiefortælling

Inklusion er et begreb, der er meget oppe i tiden. Og i det pædagogiske arbejde med børn, er det ikke til at komme udenom. I medierne er inklusion nok mest blevet udskældt, men det er vigtigt at skelne ideologien bag inklusion og de faktiske forhold som arbejdet med inklusion i daginstitutioner og skoler har. En vellykket inklusion kræver ressourcer. Ressourcer der desværre ikke helt er fulgt med "ud på gulvet”, når pædagoger og lærer arbejder for at skabe inkluderende fællesskaber.

For mig handler inklusion om menneskers ret til at være en del af et fællesskab – ikke nødvendigvis det samme fælleskab, men eventuelt et mindre fællesskab og gerne flere fællesskaber. Både gennem hele livet, men også i flere fællesskaber igennem en dag.

Inklusion handler om, at de voksne indretter hverdagen, så børnene bliver en del af forskellige fællesskaber.

Og det er her at historiefortælling og det at skabe historier sammen kan være et godt redskab.

Historiefortælling giver børn og voksne et ”fælles tredje”. Det vil sige en ting, som de kan være fælles om og som de skaber sammen. Sammen skaber de noget nyt. Dette nye – altså historien – giver dem en fælles oplevelse, hvor børnene kan få øje på hinanden og hvad de hver især kan bidrage med. Disse erfaringer, kan børnene så tage med ud i andre situationer og fællesskaber.

Når der arbejdes med historiefortælling kan det ”stille barn” få lov til at vise, at det også kan mere ”vild” og måske slet ikke er så stille. Det ”usikre barn” får plads til at komme ”på banen”. Og det ”udad reagerende” barn kan måske vise, at det også har en anden side, måske en god fantasi. På den måde får børnene øje på nye sider af hinanden, men også af sig selv.