Hattehistorier

www.fortaelhistorier.dk

 

 

 

Hattehistorier

 

Idéen med hattehistorier opstod en dag, hvor jeg så nogle nytårshatte, der var formet som forskellige dyr (en høne, en elefant, en ko osv.). Det fik mig og min søster til at udvikle følgende aktivitet, som jeg gennem årene – med stor succes - har afprøvet ved adskillige lejligheder bl.a. til FDF.

 

Aktiviteten kræver forskellige hatte, som købes – især ved nytårstid og andre højtider – i almindelige dagligvare butikker og legetøjsforretninger. Det kan være alle slags hatte; hatte formet som dyr, konge- og prinsessekroner, cowboyhatte, en indianerfjerpragt osv.

 

Når barnet tager hatten på, bliver han/hun hurtigt og nemt den person/figur han/hun skal spille.

 

Du kan nu gøre 2 ting:

 

1)Du kan selv skrive en historie, der handler om 4-5 af de personer/figurer, du har hatte til. Lad børnene vælge en hat, læs historien højt og lad børnene spille rollerne, mens du læser højt. I denne historie er det sjovest, hvis personerne/figurerne skal gøre forskellige ting (hoppe højt, falde, danse, rulle ned ad en bakke m.m.) og har små replikker, som de blot skal gentage efter, du har sagt dem højt.

 

2)Find 4-5 hatte frem og lad børnene vælge en hat hver. Lad nu børnene finde på historien sammen, som en slags ”totalteater”.

For eksempel kan du starte med at sige: ”Der var en gang en elefant, der gik en tur på savannen…” og så kan barnet med elefant- hatten fortsætte. Derefter kan du sige: ”Så kom der en cowboy..” og barnet med cowboyhatten fortsætter så osv.

Alt afhængig af børnenes kompetencer og alder, skal du styre/guide dem mere eller mindre.

 

Gem evt. hattene i en særlig ”fortæller-kuffert”, så de er nemme at opbevare og finde frem igen.

 

Jeg har her lagt et par historier ind, som du frit kan bruge. Bare klik på fanebladet.